Varulven er en skabning fanget mellem menneske og ulv – større og mere muskuløs end en almindelig ulv, med en ujævn, haltende gang og øjne, der gløder som ulmende kul i mørket. Dens pels er mørk og strid, og hvor dens hale burde være, stritter det ene bagben grotesk bagud.

Varulven

Skabningen af blod og forbandelse

I udkanten af landsbyen, hvor den civiliserede verden møder de dybe skove, lurer varulven. Den er ikke en ulv, ej heller et menneske, men et væsen, der er fanget mellem to verdener. Om dagen kan den gå blandt os, skjult bag menneskelig hud, men om natten – når mørket sænker sig, og skyggerne bliver lange – kan den ikke længere holde dyret i sig tilbage.

Et kendetegn på forbandelsen

I menneskeskikkelse kan varulven være svær at skelne fra almindelige folk, men der er tegn, hvis man ved, hvor man skal kigge. De sammenvoksede øjenbryn, det skulede blik og den evige rastløshed. På ryggen kan der vokse en lille tot stride hår – et levn fra udyret, der lurer under huden.

Når varulven tager sin sande form, bliver den til en ulv, men ikke som dem, der jager i skovene. Den er større, mere glubsk, og dens krop bærer præg af forbandelsen. Dens hale er fraværende – i stedet stritter det ene bagben bagud, som en grotesk efterligning af en hale, og dens gang er derfor haltende. Hvor den færdes, ligger døde dyr spredt, og de, der møder den på sin vej, lever sjældent længe nok til at fortælle om det.

Forbandelsens Oprindelse

Varulve bliver ikke født – de bliver skabt. Forbandelsen kan overføres gennem blod og bid, men den kan også være et resultat af en skæbnesvanger fødsel.

En gammel overtro fortæller, at en kvinde kan dulme sine fødselssmerter ved at kravle igennem fosterhinden fra et nyfødt føl, spændt ud mellem fire pæle. Men denne hedenske skik har sin pris: Hvis barnet er en pige, kan hun blive en mare. Hvis det er en dreng, kan han blive en varulv. Hans skæbne vil være beseglet, allerede før han trækker sit første åndedrag.

Forvandlingen

Når natten falder på, og blodets kald bliver for stærkt, vil varulven søge væk fra mennesker. Inden den forvandler sig, vil den tage sit tøj af og lægge det ved en korsvej. Her begynder mareridtet – knoglerne bøjer sig, huden strækker sig, og skriget, der følger, er hverken menneskeligt eller dyrisk. Det er lyden af et væsen, der splittes mellem to verdener.

Men forvandlingen er ikke som vætternes. Hvor vætter kan skifte skikkelse efter eget ønske og bevare deres forstand, mister varulven alt, hvad der gør den menneskelig. Den tænker ikke, den planlægger ikke – den jager kun.

Den evige jagt

Varulven lever mellem os, skjult i skyggerne, på kanten af det, vi kalder virkelighed. Den bærer en forbandelse, som kun få kan undslippe, og dens jagt vil aldrig ende.

Så næste gang du ser en mand med et mørkt blik og sammenvoksede øjenbryn – spørg dig selv: Er det bare en særhed? Eller er det noget langt farligere, der lurer under huden?

Vættekræfter

  • Ulveform: Varulvens forbandelse er en af de mest uforudsigelige. Den skifter skikkelse på vilkårlige tidspunkter og ikke kun ved fuldmåne, som mange tror. Men én ting er sikker: Forvandlingen sker altid om natten.
  • Ulvesanser: Varulven heler hurtigt, og den er stærkere end nogen almindelig ulv. Den kan dufte frygt på lang afstand og jager ikke kun dyr, men også mennesker.

Beskyttelse mod Varulven

At bekæmpe en varulv kræver mere end blot mod. Der er måder at afsløre og overvinde den på, men det kræver kløgt og forsigtighed.

  • Genkend forbandelsen: En varulv i menneskeskikkelse kan afsløres, hvis man ser en flænget stofrest hænge fra dens mund – et levn fra natten før, hvor den har revet sit bytte itu. Man kan også identificere den ved at påføre en skade på ulven og dernæst finde den samme skade på et menneske næste dag.
  • Forbandelsens Ord: Hvis man ser en varulv i menneskeform, kan man hæve dens forbandelse ved at sige: “Du er jo en varulv.” Det skal dog siges med ægte medfølelse og ikke i vrede. Hvis ordene udtales i fordømmelse, kan varulven svare igen – og dermed overføre sin forbandelse til en ny sjæl.
  • Den mørkeste kur: En varulv kan selv hæve sin forbandelse, men prisen er grufuld. Den må enten æde hjertet af et ufødt barn eller drikke dets blod. En handling så afskyelig, at mange varulve i stedet vælger at leve med deres skæbne og skjule deres natur så godt de kan.