Nordiske drager er hornede, mørke skabninger, med store, læderagtige vinger, kløer og lange tænder. De nordiske drager kan særligt kendes på deres lange haler, som er dækket af guld. 

Dragen

De nordiske drager strejfer over himlen om natten som lange, gloende skikkelser. I mange århundreder kan de ligge og ruge over deres skatte uden at blive forstyrret, for de gemmer sig på de mest utilgængelige steder:  Under gamle gravhøje eller på bunden af de dybeste søer.
Dragerne er ondsindede, grådige væsner, som varsler krig og dystre tider. De kan lugte krig og konflikt, hvor de har god mulighed for at plyndre værdier. Dragerne er nemlig altid på jagt efter glimtende mønter og andre skatte.

Nogle gange er dragerne i tjeneste hos folk, der er kommet til penge under uforklarlige omstændigheder. Den pludselige rigdom kan forklares med, at en drage kom flyvende med mønter og skatte. Det er dog meget mystisk, hvordan man har fået kontakt til sådan et væsen. Måske kan de lugte folks grådighed eller måske lokkes de med mørke ritualer. Det siges at særlige dragedukker, udformet af ben og alrunerod, kan skaffe ejeren store rigdomme og som navnet antyder, er det nok en drage, der kommer med skattene. Det er svært at bevise om drager er årsagen til pludselig rigdom, for drager kommer altid flyvende i stilhed om natten og smider skattene ned gennem skorstenen til sin herre inden de flyver tilbage til deres rede.

Dragerne flyver enten med skattene i deres favn eller bærer dem rundt i munden, som derfor gløder og funkler som en brændeovn. Deres haler er dækket af guld og hos nogle drager er halen ligefrem gylden, fordi de har slugt så mange skatte. Når de kommer flyvende om natten ser man derfor kun de gyldne skæl på halen, som får dragen til at ligne en stråle af ild som farer over nattehimlen. Det kunne til forveksling ligne stjerneskud eller kometer.

Vættekræfter

  • Drager kan udstøde et frygteligt hyl, der kan dræbe enhver, som hører det.
  • Drager kan spy ild i en lang stråle, der brænder med en infernalsk temperatur.
  • Drager kan være så skrækkeligt et syn, at folk bliver skøre af frygt.
  • Drager kan lugte rigdomme og tiltrækkes af grådighed og krig.

Beskyttelse mod dragen

  • Drager kan udstøde et dræbende hyl, hvis de bliver provokeret. Derfor skal man stoppe ørerne eller bære en jerngryde over hovedet, hvis man vil bekæmpe en drage.
  • Hvis man forsøger at grave skatten ud af dragens høj, så er det vigtigt at dette arbejde foregår i absolut stilhed. Ellers vil dragen pludselig bryde op af højen og forsvinde med alle skattene.
  • Hvis man kaster jern hen over dragens guldbelagte hale, når den kommer flyvende, så vil halen falde till jorden og så kan man tage de gyldne skæl.