Havfolk

Mange sømænd har gennem tiden berettet om havfruer, der fulgte med skibet, og svømmede langs kølen på de lange sørejser. Synet af dem har fyldt sømænd med både fryd og gysen, for havfolket er først og fremmest varsler, som advarer om havets luner og dårligt vejr. Hvis en havfrue går i fiskenettet, så er det bedst at skære hende fri med det samme, for hun kan rejse et pludseligt stormvejr, der kan knuse både skib og mandskab.

Havfruer leger ofte i bølgerne og kaster deres perlekæder i vejret, så det ligner havskum. For at tiltrække sømænd vil de sidde på en klippe i vandet og kæmme deres lange, gyldne hår, mens andre synger og spiller harpe. Havfruerne bruger deres smukke ydre og sang til at lokke søfolk ned i dybet hvor de bor. Når skibe er ved at synke, vil havfruerne cirkle om de nødstedte søfolk og følge dem ned i havets kolde dyb.

Nogle gange forelsker havfruen sig i et menneske, og tager det med til havfolkets undersøiske rige. Personen må derfor efterlade familie og venner på overfladen, og fralægge sin kristne tro. Nogle får mulighed for komme på landjorden igen under strenge løfter om at holde sig fra kirken. Den stærke kristne tro betyder dog ofte at mennesket bryder sit løfte og forvises fra at vende tilbage til havfolket igen. 

Børn af et sådan forhold vil altid være meget smukke med unaturligt blå eller grønne øjne og en stærk tiltrækning af havet. I mange tilfælde vil de også have arvet noget af havfolkets synske evner. Havfolk kan nemlig både forudse vejret og menneskers skæbne.

Havfolket lever i samfund på bunden af havet, hvor de har store, smukke bygninger, der er dækket af perlemor. Hernede holder de særligt hav-kvæg, der kan ånde under vandet, men som også kan gå på land og græsse. Når vinteren sætter ind og havet fryser til, kommer havfolket op på land sammen med deres kvæg for at lade det græsse langs kysten. De kan nemlig trække deres fiskehale af og gemme dyrehammen på stranden mellem tang og sand.

Lykkes det at stjæle havfruens dyreham på stranden, får man samtidig magt over hende, så længe man gemmer skindet. En fisker, der har stjålet dyrehammen kan derfor gifte sig med havfruen og beholde hende så længe skindet er låst forsvarligt væk i en kiste. Hvis havfruen finder den igen, brydes fortryllelsen øjeblikkeligt. Så løber havfruen tilbage til havet og springe i vandet med sin dyreham og bliver aldrig set igen.

Det kan hænde i løbet af vinteren, at havfolket søger ophold hos dem, der bor langs kysten og belønner gæstfrie mennesker med rigdomme og diverse magiske genstande. Hvis folk derimod er ugæstfrie, vil havfolket tage hævn og lade deres enorme hav-tyr rode sandet op på stranden med sine lange horn, så der starter en sandflugt, der blæser ind over husene i flere dage.

En særlig gruppe af havfolket er margygerne, som har troldeblod i årene og derfor er meget hæslige af udseende. De har skæl over hele kroppen, svømmehud mellem fingrene og lange hængebryster. Margygerne er i højere grad end andre havfolk fjendtlige overfor mennesker og de er da også blevet jagtet og dræbt af mennesker gennem tiden.