Havfolk

Havets forførende varsler

Søfolk har i århundreder fortalt om havfruer, der svømmede langs skibenes køl, som om de vogtede dem eller ventede på noget. At se en havfrue kunne fylde sømændene med både frygt og fascination, for hendes tilstedeværelse varslede ofte stormvejr og død.

Havfruens skønhed er både dragende og ildevarslende. Hendes lange, gyldne hår glitrer i sollyset, og hendes stemme bærer over havets bølger med en klang, der synes at være fra en anden verden. Mange sømænd har stirret fortryllet på hende, ude af stand til at vende blikket væk, som om hendes blotte tilstedeværelse kaldte på deres inderste længsler. Men de ved også, at hendes skikkelse er et varsel, og at havet kan skifte sind, lige så pludseligt som en havfrues smil.

Hvis en havfrue fanges i et fiskenet, kan det betyde undergang for hele besætningen. Hendes vrede vækker storme, der rejser frådende bølger, som kan knuse selv de stærkeste skibe. Når havfruerne leger i bølgerne, kaster de perlekæder op i luften, så de skinner som havskum. Men det, der ved første øjekast ligner leg, kan være en skjult advarsel, for sømanden, der ikke forstår havfruens tegn, kan blive havets næste offer. Og hvis hun synger fra en klippe i vandet og langsomt kæmmer sit hår, er det allerede for sent – hendes stemme er som en usynlig strøm, der trækker søfolk væk fra det sikre dæk og ned i dybet, hvor hun venter.

Fanget mellem to Verdener

Af og til forelsker en havfrue sig i et menneske. Når det sker, tager hun ham med til havfolkets rige på havets bund – en verden af perlemorsklædte paladser og undervandsmarker, hvor hav-kvæg græsser mellem koralrev.

Men for at blive i denne verden må mennesket opgive sin tro og sit gamle liv. Nogle får dog lov at komme tilbage til landjorden, men kun under én betingelse: De må aldrig sætte fod i en kirke. Mange bryder dog dette løfte, drevet af den kristne tro, og mister dermed for evigt deres adgang til havfolkets rige.

Børn af et sådant forhold er altid usædvanligt smukke med dybt blå eller grønne øjne og en udefinerbar dragning mod havet. Ofte arver de også havfolkets synske evner og kan forudse både vejret og menneskers skæbne.

Havfolket på Land

Om vinteren, når havet fryser, træder havfolkene op på land med deres kvæg for at lade det græsse langs kysten. De kan nemlig tage deres fiskehale af og skjule den i tangen på stranden.

Hvis en menneske stjæler en havfrues dyreham, får han magt over hende. Så længe skindet er gemt, kan hun ikke vende tilbage til havet og må forblive hos ham. Mange gamle fortællinger beretter om fiskere, der har taget havfruer til hustruer ved at skjule deres dyreham i en kiste. Men hvis havfruen nogensinde finder den igen, brydes fortryllelsen øjeblikkeligt. Hun vil tage sin hale på, løbe mod havet og forsvinde for evigt.

Havfolkets gaver og hævn

Havfolket kan vise sig for mennesker, der bor ved kysten, især i de kolde vintermåneder. De, der viser dem gæstfrihed, kan blive belønnet med gaver og rigdomme. Men de, der afviser dem eller behandler dem dårligt, kan blive ramt af frygtelige hævnaktioner: Havfolket kan sende deres enorme havtyr op på stranden, hvor den roder i sandet med sine lange horn. Sandflugt kan hærge kysten i dagevis, begrave huse og ødelægge marker, indtil vinden endelig lægger sig.

Margygerne 

Ikke alle havfolk er smukke og forførende. Margygerne er en særlig gruppe, der har troldeblod i årene, og de er langt fra venligt stemte over for mennesker. Disse væsner har skæl over hele kroppen, svømmehud mellem fingrene og lange hængebryster, som de slynger over skuldrene. Margygerne er frygtindgydende og farlige, og gennem tiden er de blevet jagtet og dræbt af mennesker, der frygtede deres magt.

Når havet kalder

Havfolket er ældre end de mennesker, der sejler på deres vande, og klogere end de sømænd, der ignorerer deres varsler. De bringer både gaver og forbandelser, kærlighed og død.

Så næste gang du ser en skikkelse i havet, der kæmmer sit lange hår, så vær forsigtig. Lyt ikke for længe. For én gang draget mod dybet er der ingen vej tilbage.