Lindormen

Lindorme kommer til verden på en grusom måde. De klækkes som larver i hasselnødder, men bliver først til lindorme, når nødden spises af et menneske. Larven vokser sig stor inde i mennesket, og suger al kraft og fylde ud af personen indtil den en dag støder så hårdt mod hjertet, at værten dør. Larven vokser videre inde i liget efter begravelsen, til der ikke er mere tilbage. Herefter graver den videre i kirkegården muld, og følger den søde lugt af død og fordærv til en ny kiste. Her ligger den og gnaver i ligene og trækorsene og vokser sig større og større.

Lindormen ynder særligt at slå ring om kirken, så den forhindrer folk i at komme ind til gudstjeneste. Bliver den stor nok til at bide sig selv i halen, vil kirken styrte i grus.

Det siges, at lindormen opsuger mange af jordens hemmeligheder, mens den gnaver i jordens rødder. Derfor er lindorme særligt eftertragtede af troldkvinder, der ønsker at udvinde hemmelighederne ved at koge kraften ud af ormen i en særlig heksebryg. Alene det at slikke på lindormens skind skulle åbenbare hemmeligheder om planter, stenarter, kurering af sygdomme og meget mere.

Da lindorme sjældent kommer op til overfladen, må man holde øje med de tydelige tegn i landskabet: Når kirkegårdens grave begynder at synker sammen, når kvæget på marken pludselig forsvinder og når græsset bliver svedent i et langt spor.

En fuldvoksen lindorm er meget farlig og svær at besejre. Den kan sluge en foldvoksen hest i én mundfuld og som om det ikke var nok, kan den spy giftige edder, der ætser og brænder. Heldigvis så findes der en måde som ikke kræver at man selv går i kamp med den. I et år skal man opflaske en tyr på ren komælk, til den vokser sig så stærk, at den kan kæmpe mod lindormen. Et godt tegn på at tyren er blevet stærk nok, er at den kan ridse eller flække en kæmpesten med sine horn.

Døde lindorme er ofte blevet dækket til med sten, så de danner lange stendiger i landskabet. Man ved derfor aldrig, om man kigger på et almindeligt markskel eller en ormegrav.